Vedtægter

Vedtægter for Rytmisk Musik København

1. Navn

§ 1.1 Foreningens navn er Rytmisk Musik København.

§ 1.2 Foreningen er hjemmehørende i Københavns Kommune


2. Formål

§ 2.1 Foreningens formål er at forbedre vilkårene for den rytmiske musik ved:

- At drive øvelokaler i samarbejde med København Kommune

- At arbejde for en udbygning af antallet af øvelokaler i København.

- At formidle egnede øvelokaler i forhold til uorganiserede rytmiske amatørmusikere.

- At formidle samspilsmuligheder mellem foreningens medlemmer med henblik på tværgående og nyskabende aktiviteter.

- At varetage medlemmernes interesser overfor offentlige myndigheder og andre instanser (i forhold til for eksempel lovgivning, tilskud, sponsering m.m.)

- At afholde og støtte koncerter, events og arrangementer inden for alle genrer af rytmisk musik.

- At fremme medlemmernes interesser og forståelse for musikkens sociale og samfundsmæssige betydning gennem foreningsarbejde.


3. Medlemmer

§ 3.1 Som medlemmer optages alle med interesse og virke indenfor rytmisk musik.

§ 3.2 Indmeldelse sker skriftligt til foreningens bestyrelse ved hjælp af foreningens indmeldelsesblanketter.

§ 3.3 Medlemskabet ophører ved undladelse af kontingentbetaling. Bestyrelsen fastsætter restancefrister.

§ 3.4 Medlemskabet kan endvidere ophæves, hvis et medlem skader foreningens interesser eller anseelse. Bestyrelsen kan træffe beslutning om dette på et bestyrelsesmøde. Beslutningen kan dog efterprøves ved førstkommende generalforsamling, hvis dette begæres.


4. Kontingent

§ 4.1 Årskontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Kontingentet betales første gang ved medlemstegning. Herefter betales det én gang om året. Bestyrelsen fastsætter den årlige betalingsmåned.

§ 4.2 Det månedlige kontingent fastsættes af foreningens bestyrelse. Betalingsfrist og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.

§ 4.3 Kvittering for betalt årskontingent er gyldigt medlemsbevis.


5. Generalforsamling

§ 5.1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

§ 5.2 Ordinær generalforsamling afholdes årligt i marts måned.  Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel af bestyrelsen med angivelse af dagsorden.

§ 5.3 Enhver, der kan fremvise gyldigt medlemsbevis, har tale- og stemmeret ved generalforsamlingen.

§ 5.4 Generalforsamlingens beslutninger træffes med almindeligt flertal blandt de fremmødte. Beslutning om ændring af vedtægter træffes med almindeligt flertal, dog med undtagelse af beslutninger om ændringer af formålsparagraffer og om foreningens opløsning, der kræver mindst 2/3 flertal.

§ 5.5 Afstemninger foregår ved håndsoprækning. Dog kan der forlanges skriftlig afstemning, for eksempel ved personvalg. Stemme i forhold til dagsordenen kan afgives ved underskrevet fuldmagt til formanden.

§ 5.6 Dagsorden til generalforsamlingen skal indeholde følgende faste punkter:

- Valg af dirigent

- Valg af referent

- Valg af stemmetællere

- Bestyrelsens beretning v/ formanden

- Fremlæggelse og godkendelse af årsregnskab

- Orientering om budgettet for indeværende år

- Indkomne forslag

- Valg af bestyrelsesmedlemmer

- Valg af bestyrelsessuppleanter

- Valg af foreningens revisor

- Evt.

§ 5.7 Forslag til generalforsamlingen skal være bestyrelsen skriftligt i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

§ 5.8 Kandidatforslag til personvalgene kan stilles på generalforsamlingen.

§ 5.9 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller kan overfor bestyrelsen begæres indkaldt af mindst 1/10 af medlemmerne med angivelse af motiveret dagsorden.

§ 5.10 Alle foreningens bands og solister skal være repræsenteret (bands med min. 1 person) til hver generalforsamling. Bestyrelsen kan træffe afgørelse om ekskludering af det pågældende band eller solist, hvis denne ikke er repræsenteret ved en generalforsamling.

6. Bestyrelse

§ 6.1 Bestyrelsen vælges på generalforsamlingen for 1 år ad gangen. Opstillingsberettigede er ethvert fuldgyldigt medlem af foreningen.

§ 6.2 Bestyrelsen består af minimum 5 og højst 8 medlemmer. Generalforsamlingen vælger tillige højst to bestyrelsessuppleanter. På generalforsamlingen indtræder suppleanterne efter stemmetal. I tilfælde af stemmelighed afgøres rækkefølgen ved lodtrækning.

§ 6.3 Genvalg kan finde sted.

§ 6.4 Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

§ 6.5 Bestyrelsesmøder afholdes mindst 6 gange per år, og indkaldes af formanden eller 1/3 af bestyrelsen.

§ 6.6 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsen er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

§ 6.7 Udebliver et bestyrelsesmedlem i valgperioden uden afbud fra 3 bestyrelsesmøder, kan vedkommende ekskluderes af bestyrelsen

§ 6.8 Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil og tilrettelægger og gennemfører foreningens aktiviteter i henhold til foreningens vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

§ 6.9 Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til løsning af særlige opgaver. Udvalgsformanden skal altid være et bestyrelsesmedlem.

§ 6.10 Bestyrelsen fastsætter ved en forretningsorden nærmere regler for bestyrelsens og eventuelle udvalgsarbejde. Som tillæg til forretningsordenen fastsætter bestyrelsen regler for habilitet.

§ 6.11 Bestyrelsesmedlemmerne kan som udgangspunkt ikke udføre lønnet arbejde for foreningen. Undtaget herfra er dog opgaver vedrørende den daglige drift.


7. Regnskab

§ 7.1 Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

§ 7.2 Årsregnskabet skal forelægges generalforsamlingen til godkendelse i revideret stand.

§ 7.3 Om nødvendigt skal bestyrelsen benytte en uvildig revisor til at godkende regnskabet.


8. Midler

§ 8.1 Foreningens bestyrelse tilser, at foreningens midler anvendes i overensstemmelse med Rytmisk Musik Københavns formål og aktiviteter.

§ 8.2 Finansieringen af foreningens aktiviteter udgøres af medlemskontingenter, offentlige kulturelle tilskud samt evt. privat sponsorering m.m.


9. Forpligtelser

§ 9.1 For foreningens forpligtigelser hæfter alene dennes formue, og ingen anden har noget personligt ansvar for foreningens forpligtigelser.

§ 9.2 Foreningens formand og kasserer har tegningsret og kan råde over foreningens konti og økonomi under ansvar for den siddende bestyrelse. 5


10. Foreningens opløsning

§ 10.1 Opløsningen af foreningen kan kun ske ved generalforsamlingsbeslutning.

§ 10.2 Til foreningens opløsning kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslag herom.

§ 10.3 Foreningens evt. formue skal ved opløsning anvendes til de i § 3 nævnte musikeraktiviteter. Bestyrelsen udpeger en eller flere personer til at udføre denne opgave.

 

Således vedtaget på Rytmisk Musik Københavns ekstraordinære generalforsamling d. 20-02-2014.

Dirigent Jesper Krüger                                                  

Referent Magnus L. Jochumsen